Koret

Kammerkoret Hymnia blev stiftet i 1983 og består af ca. 25 sangere, som alle beskæftiger sig med musik på et højt kunstnerisk niveau både gennem deres arbejde og i fritiden. Under ledelse af Flemming Windekilde har ensemblet etableret sig som en betydelig og anerkendt del af den danske korelite med stor koncertvirksomhed og deltagelse i konkurrencer og festivaler i både ind- og udland, hvor koret har vundet adskillige priser.

Koret har udgivet flere cd’er med dansk og udenlandsk kormusik. Det er blevet til cd’erne French Music for Choir (1994), Figure Humaine (1999), Tid og Rum (2000), dobbelt-cd’en Requiem (2000), Waterworks (2006) med musik fra komponistkonkurrencen ‘Vandværker’, Friede auf Erden (2009), Nowhere Now Here (2012) og senest dobbelt-cd’en Sing Noel! (2013) med dansk og international julemusik. Alle cd’er kan købes på iTunes.

Hymnia har specialiseret sig i opførelser af nyere og ofte meget kompliceret kompositionsmusik. Korets repertoire omfatter navnlig korværker fra dette århundrede og sjældnere opførte a cappella-værker. Koret lægger vægt på at samarbejde med danske komponister og har gennem årene præsenteret ny dansk musik, blandt andet ved mange uropførelser.

Hymnia giver mange koncerter året rundt, og hver sommer drager koret på tur for at medvirke i konkurrencer og festivaler rundt omkring i Europa. I 2016 gjaldt det festivalen Grieg in Bergen, og 2017 konkurrencen Musica Eterna Roma, hvor koret vandt to gulddiplomer.